I et af de seneste indslag gik kritikken på Fox News kanalens udlægning af en demonstration mod Obamas sundhedsreform. Den ultra-republikanske tv-kanal, som ifølge Jon Stewart selv er en hån mod “people with brains”, brugte en meget lidt gennemtænkt billedmanipulation med det formål at sprede ideen om, at der var langt flere demonstranter end tilfældet.

The Daily Show forvansker såvel udlands- som indenlandske nyheder

Dette endte midlest talt i en ret så pinlig affaire, der endnu engang satte nyhedskanalens troværdighed på spil. Et nærliggende spørgsmål er imidlertid hvorfor de regulære nyhedsmedier ikke fangede den, men at det derimod skulle overlades til en komiker? Måske er sådan hændelser netop grunden til, at en nylig rundspørge offentliggjort i Time Magazine, der spurgte til hvem der var USAs mest troværdige nyhedsreporter, kunne vise at Jon Stewart vandt med hele 44 % af stemmerne.

Ifølge holdet bag the Daily Show er visionen netop at afsløre uærligt spin, hykleri og overfladeskhed i de amerikanske nyheder. En tendens, der i stigende grad har påvirket medieselskaberne i takt med et større krav til bundlinjen med det resultat, at nyheder er blevet langt mere underholdende og sensationelle. I den forbindelse, kan man stille sig selv spørgsmålet, om Jon Stewart og hans team så kan betragtes som nyhedsmediernes vagthund? Ifølge ham selv er han jo blot en “fake journalist”, der leverer “fake news” uden egentlig påvirkning. Alligevel viste en nyere undersøgelse, at unge mellem 18 og 24 udover nettet får størstedelen af deres politiske viden fra the Daily Show, og i 2004 påviste Annenberg Public Policy Center, at the Daily Shows seere generelt havde større viden om valgkampen end folk, der ikke så showet. For et par år siden viste en anden undersøgelse imidlertid, at The Daily show påvirker seernes opfattelse af det politiske system og nyhedsmedier i en negativ retning og dermed medfører kynisme og et mindre incitament til demokratisk deltagelse (Baumgartner & Morris, 2006). Dog viste det sig, at næsten dobbelt så mange unge deltog i præmiervalget i 2008 i modsætning til i 2000. På baggrund af førnævnte undersøgelser er det oplagt at tro, at the Daily Show kunne have haft en finger med i spillet. Målet for et demokrati er jo ikke bare at skabe politisk viden i sig selv, men snarere at skabe borgere, der på et oplyst grundlag kan deltage aktivt i de politiske processer. Og hvad er så mediernes rolle i denne sammenhæng?

At nyhedsmedierne generelt skulle være objektive og kritiske er en forestilling, der hører fortiden tid. Men hvis journalisters kritiske tilgang til nyhederne bliver hæmmet i forsøget på at være objektiv, efterlader det jo netop den kritiske journalistisk til de satiriske underholdningsprogrammer, der ikke behøver at underlægge sig journalistiske normer og dermed ender med at bliver et sundt alternativ til den gængse nyhedsdæknings inholdsmæssige krise. Og det også selvom de udøvende komikere, Jon Stewart deriblandt, ikke anser sig selv for at være journalister men derimod understreger, at de kun er ude på at underholde. Dog må det konstateres, at det Daily Show ofte unægtelig bevæger sig i krydsfeltet mellem underholdning og egentlig journalistik.

Men ét er at journalister entydigt raporterer nyheder uden kritiske observationer, og noget andet er direkte at fabrikere eller forfalske nyheder for at fremme egne synspunkter. Fællesnævneren er dog et billede på, hvor slemt det står til hos de seriøse nyhedsmedier i USA. Og Stewart har da også været efter dem alle. Bl.a. gav hans deltagelse i CNNs Crossfire i 2004, hvor han kritiserede programmets overfladiskhed, anledning til en del intern selvransagelse blandt nyhedsmedierne. Showet (Crossfire) blev da også nedlagt et par måneder senere efter at have kørt siden 1982, en beslutning CNN offentligt tilskrev Stewarts kritik. Og så sent som i foråret skabte Stewart igen stor opstand, da han gik efter CNBCs finansprogram, der ukritisk havde givet anbefalinger på aktiekøb af virksomheder, kort forinden disse gik konkurs ved markedets sammenbrud i 2008/2009.

Da Bush-administrationen forlod posten i starten af dette år til fordel for Obama, var der gisninger blandt kritikerne om, at the Daily Show nu havde mistet en vigtig underholdningskilde, men Jon Stewart selv fastholder, at showet ikke har en politisk agenda, og som Stewart selv sagde det: “det er absurditeten i systemet, der leverer det bedste materiale [til showet].”

Billede fra http://www.kavkaz-uzel.ru/photo_albums

Om begge versionerne er sande, er fuldstændigt irrelevant, hvis man ser verden i denne optik. Og eftersom medierne kan betragtes som vores vindue til verden, så besværliggør denne ’sort og hvide’ præsentation en konstruktiv konfliktløsning, fordi det hjemlige publikum radikaliseres og det internationale – forvirres.

Det nemmeste er at beskylde for den ’uobjektive’ konfliktdækning det manglende demokrati og mediefrihed i Rusland og Georgien. Men det er for simpelt og vil ikke forklare situationen helt. I stedet bør man hellere stille spørgsmålet: HVORVIDT DÆKNINGEN OVERHOVED KUNNE VÆRE ANDERLEDES?

Konflikten i Sydossetien betragtes af både georgierne og russerne som ’vores’ krig, altså en krig, hvor ens fædreland direkte er involveret. Og derfor er faktorer, som i lignende situationer vil påvirke de fleste journalisters arbejdsoutput verden rundt uanset landets politiske regime eller deres journalistiske kultur og praksis. Jeg vil understrege igen – de fleste, fordi i hvert land vil være undtagelser, ligesom de også findes både i Rusland og Georgien.

Faktorerne kan være eksterne og interne. De eksterne faktorer er forbundne med et pres på journalisterne udefra. Propagandamaskinens indsats, som er en del af enhver moderne krigsførelse, kan betragtes som en af dem. Desuden i de sidste årtier ifølge analytikere (som f.eks. H.Trumbo) udvikles den moderne krig fra den industrielle til informationskrig. Informationskrig omhandler i dens fulde opfattelse også teknologi (IT styrede våben, ’cyberattakkerne’ på de fjendtlige informationssystemer), men især handler det om den såkaldte ’perceptions management’ for populationen derhjemme og auditorium verden rundt. Det er ikke nok, at informationskrigsmaskinen styrer og strukturerer en stor mængde af mediadækningen: censurer det ’skadelige’ materiel fra, afgrænser adgang til begivenhederne og information. Men som konsekvens af magtstrukturernes anvendelse af de moderne PR-mekanismer bliver journalisterne selv mere aktive i krigen end dehar været før. De begynder at betragte sig selv som en del af konflikten. Ifølge den russiske journalist fra tv-programmet ”Vesti” A.Sladkov: ”Vi betragter os selv som vort lands repræsentanter … Enhver ved, at vi gør den samme ting. Nogen skal skyde, nogen skal skrive om det.” (http://www.mk.ru/daily/27812.html)

Derfor synes jeg, de interne faktorer er endnu vigtigere. De er forbundne med befolkningens, som journalisterne jo alligevel er en del af, socialiseringen i sit lands kultur, normerne og historien. En af disse faktorer er patriotisme, som især skærpes i de kritiske øjeblikke for ens fædreland. Og man skal ikke tro at alle journalister udsætter sig selv for en bevist selvcensur, når de belyser krig ensidigt. Mange af dem behøver det ikke: de tror ærlig, at de beskriver tingene som de er, som de har set det med deres øjne. Dækningen af ’fjendens’ syn på konflikten (uden levering af budskabet om den ’rigtige’ holdning), kan betragtes af både det hjemlige auditorium og kollegaerne journalister som løgn, ’kollaboration med fjenden’, forræderi.

Derfor vil jeg stille et spørgsmål: hvorvidt er journalisterne overhoved bevidste om deres arbejdes instrumentalisering af systemet og propagandamaskinen? Og hvor meget anderledes ville de ’vestlige’ journalister dække de lignende begivenheder? Her mener jeg ikke krigene i Afghanistan eller Irak, selvom de med en vis forbehold kan betragtes som ’vores’ krige (’vores’ soldater deltager i). Disse krige er langvarige, og både journalister og auditorium i de demokratiske lande har nok tid og muligheder at reflektere over. Jeg betragter i stedet en situation, som ligner Muhammedkrisen i begyndelsen af 2006: situation, hvor tingene udvikles pludselig; ens land og befolkning ydmyges; verdens reaktion er tøvende; kollegerne journalisterne trues med død … Selvom sådan en krise dog ikke kan sammenlignes med en rigtig krig, hvor man mister menneskelige liv, materielle gode, sit hjem …

Det er trods alt ret omkostningsfrit at give medierne skylden for alverdens dårligdomme i en survey, som den Trygfonden her har foretaget. Men der kan faktisk påvises en statistisk signifikant sammenhæng mellem mediernes dækning og finanskrisens udvikling (hvis du er interesseret i dokumentationen kan du skrive til christian.videbaek@stud.ku.dk). Der er en tydelig sammenhæng mellem, hvor meget medierne har skrevet om finanskrisen i de seneste 28 måneder og udviklingen i den såkaldte forbrugertillid i samme periode. Denne sammenhæng viser, at des mere der er blevet skrevet om emnet des mere pessimistisk ser forbrugerne også på fremtiden. Der er endvidere en tydelig sammenhæng mellem, hvor meget medierne har skrevet om den internationale finanskrise, og hvor meget der bliver handlet mellem virksomheder i Danmark. Des mere der er blevet skrevet om emnet, des mindre handles der slet og ret.

Af denne grund synes jeg det er relevant at undersøge journalisters rolle i finanskrisen mere indgående. Skriver journalisterne krisen op eller dækker de finanskrisen adækvat? Hvad kommer først – de økonomiske realiteter eller mediernes dækning af den økonomiske udvikling? Dette har jeg tænkt mig at undersøge ved at lave en spørgeskemaundersøgelse blandt 1000 udvalgte respondenter i en såkaldt eksperimentelt designet survey, hvor tre testgrupper udsættes for hver deres påvirkning i form af en positivt vinklet, en negativt vinklet og en neutralt vinklet avisartikel. Med dette redskab vil jeg overordnet set teste, om journalisters vinkling af historier påvirker forbrugernes tankemønstre og købelyst.

Indlæg til debat i undervisningen:
Tror I at medierne kan have talt krisen op?
Tror I at danskerne er mere eller mindre påvirkelige af hvordan der rapporteres om de økonomiske forhold her i landet?
Hvordan kan metoden i undersøgelsen styrkes?

/Christian

Billede fra www.indypendent.org

Af Lea Stentoft

Nye sociale medier har medført en revolution i  og demokratisering af adgangen til at kommunikere med omverdenen. Men de har endnu ikke opnået den store betydning for international politik, og når Iranske demonstranter udenfor FN-bygningen i New York søger at give modspil til regimets talsmænd inden i bygningen gør de det stadig ved at prøve at påkalde sig de traditionelle massemediers opmærksomhed.

Leo Rosten udtalte for 60 år siden, at ”News in the last analysis is what newspapers make of it”. Siden udtalelsen har medie-verdenen gennemgået en massiv udvikling, hvorfor man i dag ikke blot taler om medier, men derimod om massemedierne. Mange har i den forbindelse peget på, at der er sket en demokratisering af mediebilledet, der kommer til udtryk ved at enhver har (eller i det fleste tilfælde nemt kan få) adgang til de informationer og nyheder, som vedkommende ønsker. Det betyder samtidig at enhver med adgang til Internettet i princippet kan oprette en netavis eller en blog og derigennem selv distribuere de informationer og nyheder vedkommende ønsker.

I den forbindelse har mange en tendens til at italesætte medieudviklingen som guds gave til demokratiet. Der er ingen tvivl om, at der inden for mediebilledet er skabt flere muligheder for den enkelte til at udtrykke sig, og hvor undertrykte befolkninger og menneskelige grusomheder nu kan komme op til verdens overflade. Det spørgsmål, der efterfølgende bør stilles er, om en demokratisering af mediebilledet har medvirket til andet end en demokratisk mulighed for at udtrykke sig gennem diverse medier? Har udviklingen af den globale medieverden flyttet samfundet i en mere demokratisk retning med henblik på at opnå de demokratiske frihedsrettigheder, som den undertrykte civilbefolkning nu har fået en mulighed for at udtrykke en efterspørgsel efter.

Billede fra http://raymankojast.blogspot.com/

En illustrativ case, der kan stille samme spørgsmål, oplevede jeg i sidste uge ved de forenede staters (FN) generalforsamling. Tæt på FN bygningen havde demonstranter fra hele USA samlet sig for at udtrykke deres vrede og utilfredshed med den siddende iranske præsident Mahmoud Ahmajinedad, som de ikke mener besidder præsidentembedet med et demokratisk mandat i ryggen. Sætninger som ”Liar, liar, where’s your 63 procent?” og “Where is my whote” der både fremgik på diverse skilte og som blev råbt ud til hele forsamlingen, var en tydelig indikation på deres frustrationer. En såkaldt politisk happening, der med dagens massemedier har mulighed for at komme ud til verdens befolkning, hvor de stærke billeder vises direkte på tv-skærmen i forbindelse med aftenkaffen.

Imens råbene og samlingen af mennesker intensiveres uden for bygningen, afholder demonstrationens hovedperson, Mahmoud Ahmajinedad, en tale indenfor i selv samme bygning. Han anvender her massemediernes dækning fra en privilegeret talerstol, ved at bruge FN som megafon og politisk platform til at fremføre sine budskaber. Store dele af talen indeholdt en beskrivelse af Irans styreform som én af verdens mest demokratiske og at hans position som landets præsident derfor hvilede på et demokratisk mandat. En måde, hvorpå han forsøger at italesætte sin egen legitimitet for omverdenen og på den måde fjerne opmærksomhed fra den reformbølge, der tager til udenfor bygningen.

Ovenstående begivenheder har til fælles, at de ønsker at fange omverdenens opmærksomhed og accept, hvoraf mange vil anse græsrodsreformisternes chancer som størst, taget mediedemokratiseringen i betragtning. Jeg tror dog personligt man skal passe på med at overvurdere de videre muligheder for disse undertrykte mennesker. Eller sagt på en anden måde, så tror jeg det er vigtigt at huske på, at der findes andre faktorer som politiske institutioner, karismatiske politiske ledere og institutionelle forhold som kulturarv, der kan medvirke til at begrænse den virkning, som medie-demokratiseringen kan have.

Hvis offentlighedens ytringer om en bedre verden skal blive til politisk virkelighed kræver det, at de vinder frem på det internationale mediebillede, og formår at sætte politiske handlinger i værks. Det kræver, at deres budskab på den politiske dagsorden ikke blot bliver glemt i takt med morgendagens nyheder, men faktisk formår at blive en konsistent del af den udenrigspolitiske agenda. Hvis demonstranternes råb foran FN bygningen skal blive til mere end det, så forudsætter det, at demokratiske forbilleder tager tråden op og reagerer på begivenhederne med mere end blot tomme ord og løfter.

Indtil det sker kan man stadig stille spørgsmålstegn ved, om demokratiske rettigheder virkelig har større grobund i et globalt medie-samfund. Kampen foregår i dag stadig på massemediernes territorium, og så længe det er tilfældet, har vi stadig til gode at se hvad denne demokratisering af medieverdenen reelt kan udrette for den iranske befolkning.

Stridens kerne

Det danske forsvar har med forsøget på at stoppe bogen ‘Jæger – i krig med eliten’ rodet sig ud i en medieskandale der på en gang er komisk og dybt urovækkende. Forløbet har demonstreret et dansk forsvar der synes snarere at forsvare forsvarets brand end det demokratiske danske samfund de er sat til at værne om.

Det danske forsvars forsøg på først fogedforbud og  dernæst oversættelse af bogen ‘Jæger – i krig med eliten’  har rodet forsvaret ud i en medieskandale der har både komiske og dybt urovækkende sider. For på den ene side kan man som iagttager ikke undgå at smile over at forsvars-toppen udstiller egen mangel på kompetence og koordination i deres kamp mod en bog betitlet ‘i krig med eliten’ – og tænke over hvor meget elite der mon egentlig er over det danske forsvar.

Billede fra nyhederne.tv2.dk

Men på den anden side rejser der sig et spørgsmål om hvem forsvaret egentlig tror de skal forsvare.

Når det viser sig at højt placerede  ansatte i forsvaret har fabrikeret en oversættelse til arabisk, af en bog selvsamme forsvar betegner som til fare for sikkerheden af de operationer danske og andre udenlandske soldater foretager i Afghanistan, kan det jo i hvert fald ikke være operationssikkerheden der motiverer. Snarere synes det som om (forhåbentlig kun enkelte ansatte i) forsvarsledelsen har fået kuller af al snakken om imagepleje, spin og branding, og tror de skal forsvare forsvaret og forsvarets image udadtil. Og det er et stort problem, ikke mindst fordi forsvaret er trænet i krigens spilleregler, hvor redskaber som at lække falsk information til ‘fjenden’ ikke er noget man løfter øjenbryn over. Men det er det selvfølgelig når disse redskaber i stedet bruges (dog umanerligt klodset) i den demokratiske debat om forsvaret.

Forsvaret fik for et års tid siden et ’mediecenter’ der blandt andet skulle forbedre forsvarets image og være med til at tiltrække arbejdskraft. Her er der givetvis blevet snakket meget om branding og image-management, og noget tyder på at der er snakket alt for lidt om forsvarets kommunikation som fundament for den åbne og informerede demokratiske beslutningsproces.

Billede fra nyhederne.tv2.dk

Branding og image-management er redskaber der kommer fra marketing hvor de bruges fordi det kan betale sig. Men når disse redskaber adopteres af offentlige institutioner glemmes det ofte at den offentlige institutions rolle – og dermed rationalet bag hvad den skal kommunikere til omverdenen – ikke er at generere mest mulig profit indenfor lovens ramme. Den offentlige institution skal betjene borgerne efter de retningslinjer som den politiske proces udstikker – og informationen fra en offentlig institution eller virksomhed skal dermed ikke søge at sætte institutionen i det bedst mulige lys vis-a-vis konkurrenter, herunder skjule fejl og mangler i håb om at forbrugeren ikke selv opdager dem. Informationen fra en offentlig institution skal facilitere den demokratiske mulighed for at indrette samfundet som borgerne vil have det – og fejl og mangler skal derfor snarere stilles til skue end gemmes væk. Forsvaret kan selvsagt ikke stille alle operationelle fejl og mangler til skue da det ville være at ’kæmpe imod’ de udsendte soldater, men princippet om størst mulig åbenhed og ærlighed bør alligevel være det der står som det højeste mål for kommunikationsafdelingens ansatte – ikke et adopteret mantra om at om at ’fremstå som en moderne virksomhed’.

At få en sådan åben kommunikation til at fungere kræver mod og ansvarlighed både hos institutionerne, men også hos medier og politiske chefer – det er ofte kun alt for fristende for medierne at bruge enhver åbenhed om fejl og mangler som en ‘abe’ til den politisk ansvarlige, en chance for at råbe ‘skandale’ og se hvad der sker. Og for fristende for den politiske chef der netop har været ’i ilden’ i pressen at forbande de medarbejdere der har ladet informationen slippe ud. Så forsvaret har meget at lære, men det har de medarbejdere der har ladet informationen slippe ud.
Så forsvaret har meget at lære, men det har andre institutioner, medier og politiske chefer så sandelig også. Hvis altså vi vil en åben og informeret demokratisk debat.